Kirkens Gienmæle

Fra Wikipedia, den frie encyklopedi
Hopp til: navigasjon, søk
Kirkens Gienmæle fra 1825 – Grundtvigs pamflett eller «feidebrev», hvor han i injurierende vendinger kritiserer H.N. Clausens kirkelige standpunkt og kaller det et luftig system, et «Luft-Castel». For dette dømmes Grundtvig og ble i mange år underlagt politisensur.

Kirkens Gienmæle (Kirkens Gjenmæle, Kirkens genmæle) er en pamflett, et «feidebrev» som N.F.S. Grundtvig sendte ut på «Irenæi Dag»[1], dvs. 26. august 1825, som svar på et langt og lærd skrift av professor H.N. Clausen Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus.

Pamfletten var sterkt injurierende; Clausen ble kalt en vranglærer og en kjetter og Grundtvig angrep hans teologiske kyndighet. Clausen anla – og vant – injuriesak. Dette medførte at Grundtvig ble satt under langvarig politisensur.

Kirkens Gienmæle ble skrevet i løpet av noen få døgn og måtte i løpet av de påfølgende ukene trykkes i flere opplag. Det vakte stort oppstyr. Av de unge teologene holdt det store flertallet med Clausen og innleverte en adresse til ham med 88 underskrifter.
De fleste såkalte «dannede» sto også på Clausens side. Derimot gledet mange vanlige lekfolk seg over Kirkens Gienmæle.[2]

Fra fortalen med de harde ordene mot Clausen[rediger | rediger kilde]

En liten del av fortalen med de kraftige utfallene mot Clausen lyder slik:[3]

Sitat... at Striden fra min Side slet ikke er personlig, og ingenlunde blot videnskabelig, men saa reen kirkelig som mueligt, derfor kalder jeg dette Feidebrev Kirkens Gienmæle, indskydende dermed Sagen, fra den blotte Læse-Verden, for den almindelige Christenheds Domstol. Det er altsaa her Præsten, der, som Lærer i den Christelige Kirke, sigter den theologiske Professor, som Præste-Lærer i Kirke-Skolen, og paastaaer, at, som ærlig Mand, maa han enten giøre den Christelige Kirke høitidelig Afbigt for sin uchristelige og forargelige Lærdom, eller nedlægge sit Embede og aflægge sit christne Navn. Dette er min ufravigelige Paastand, i den Christelige Kirkes og Menigheds Navn, og vil Professor Clausen ingen af Delene, da erklærer jeg ham herved, paa Kirkens Vegne, som var, som er, og som skal blive, og hvis Lærdom ligger klart udfoldet, velbekjendt i dens Historie: paa den eneste ægte Historisk-Christelige Kirkes Vegne, for en falsk Lærer, som misbruger det Christelige Navn til, saavidt han formaaer, at forvirre og forføre Menigheden, stræber at undergrave den Kirke, han udgiver sig for at ville tjene og befæste! ...Sitat
– N.F.S. Grundtvig

Den «mageløse opdagelse»[rediger | rediger kilde]

N.F.S. Grundtvig 1783-1872. Maleri av C.F. Christensen, 1820. Frederiksborg museum

I tiden som prest ved Vor Frelsers kirkeChristianshavn fra 1822 var Grundtvig kommet til et kirkelig standpunkt hvor det legges vekt på trosbekjennelsen, sakramentene (dåp og nattverd) og den oldkirkelige tradisjonen.[4]

Den «mageløse opdagelse»[5]besto i at menigheten er eldre enn skriften og at det derfor snarere er den som er kilden til sann kristendom. Dåp og nattverd, de to innstiftelsene, går tilbake til Jesus selv.

Grundtvig skriver om trosbekjennelse, dåp og nattverd:[6]

Sitat... Saaledes møde vi da Prof. Clausen, og alle dem, der vil udgive deres egne Drømme for den christelige Aabenbaring, deres egne Hjerne-Spind for Christendom, med den urokkelige Kiends-Gierning, at der har været og er en Christenhed paa Jorden, kiendelig fra alt Andet paa sin mageløse Troes-Bekiendelse, hvormed den paa alle sine Tungemaal, under alle sine foranderlige Skikkelser, har forkyndt og forkynder Troen paa Jesum Christum, den Korsfæstede, igien Opstandne, som den sikkre, den eneste Saligheds Vei for Syndere, som en Vei, der, giennem Daaben og Nadveren, fører til Guds Rige og de Levendes Land. ...Sitat
– N.F.S. Grundtvig

Forfatteren P.G. Lindhardt beskriver Grundtvigs «mageløse opdagelse» slik: [7]

Sitat... førte 1825 til «den mageløse opdagelse», det vil sige til klarhed over at man for at finde den sande kristendom ikke skal spørge teologerne - hvis forskellige meninger blot er et «eksegetisk pavedømme» - men derimod det kultsamfund der historisk som nutidigt er kristendommens værk og formidler. Sakramenterne er jo ved deres blotte eksistens - indhold og betydnig ufortalt - Kristus-vidnesbyrd; de har kun mening under forudsætning af tro på og bekendelse til Kristus, og så længe der var en kirke har den ved dåben optaget nye medlemmer på ét ganske bestemt vilkår: et ja til forsagelses og trobekendelsens ord! Menigheden - kultsamfundet om sakramenternes eksistentielle vidnesbyrd - er derfor sit eget bevis for den sande kristendom der i dåbspagten (forsagelse og tro) har sit fuldgyldige udtryk. Om denne kristendom er «sand», dvs gyldig, er en sag for sig; ...Sitat
– P.G. Lindhardt

Clausens «Luft-Castel»[rediger | rediger kilde]

H.N. Clausen 1793-1877
Teologisk professor 1822-74

Med dette nyvunne kirkesynet ble Grundtvig så i Clausens skrift konfrontert med det han kaller et «Luft-Castel» av en kirke, noe som fikk han til å få utgitt sitt stridsskrift så fort som mulig.

Clausen oppfattet nok Bibelen som kristendommens grunnlag, men den var i tillegg et ufullstendig nedslag av den eldste kristne forkynnelse og det var derfor en oppgave for teologien «med filologisk lærdom og filosofisk kritik at udfylde det vage og bringe den højere enhed til veje mellem de forskellige læretyper». Dette kaller Lindhardt for et godt bibelhumanistisk program.[7]

Men hvis kun filosofisk kritikk og filologisk lærdom kan utfylle manglene i Skriften, så blir professorer og prester folkets formyndere; de blir en betingelse for den rigtige utlegning av hva kristendom er.
For Clausen er kristendommen «en ren og lutret Universalisme». Grundtvig siterer fra Clausens skrift, side 7-8[8]

SitatI Christus aabenbarede sig Gud for Jordens Slægter, saaledes som den endelige Form kan optage i sig det Uendelige; for første Gang kundgjordes en reen og luttret Universalisme, hvori orientalsk Høihed og Dybhed var forenet med occidentalsk Klarhed og Mildhed, Tankens Lys med Følelsens Varme og Phantasiens Farveskiær; i de ædleste Symboler udtalte Læren den Tro, der i hvert Menneske er nedlagt, men ikkun hos Faa udvikles til klar Bevidsthed; og i det den gav denne Tro Fasthed, Bestemthed og Anvendelighed, ydede den det fuldstændige Menneske fuld Tilfredsstillelse, og betryggede for alle de Feil og Forvanskninger, som udspringe af eensidig Aandsvirksomhed. Denne Lære forkyndtes som den giennem Aarhundreder forjættede og forventede Guds Aabenbaring, og Udsagnet bekræftedes ved Vidnesbyrd fra Gud; thi Lærens Forbindelse med Verdensbegivenhedernes Række viste klarlig den styrende Haand.Sitat
– Grundtvig siterer fra Clausens skrift, side 7-8

I stedet for dette Luft-Castel som altså ikke hviler på annet enn på Skriften og Clausens egne spekulasjoner med den konsekvens at kirken ville bli identisk med de lærdes granskninger og teologien dermed bli kirkens formynder, mente Grundtvig altså nå at den skulle bygge på den «historiske» menighet, dvs. den gitte kirke med sakramenter og bekjennelse.[9]

Virkninger av pamfletten[rediger | rediger kilde]

Det var en stor skuffelse for Grundtvig at det store flertallet holdt med Clausen som ikke gikk inn på Grundtvigs angrep, men svarte med injuriesak.

I offentligheten var man imidlertid opptatt av saken. Pamfletten måtte innen kort tid trykkes opp flere ganger. Den senere biskopen over Ribe Stift Carl Frederik Balslev skrev til sin bror:

SitatPaa Børsen blev den Dag [da »Kirkens Gienmæle« udkom] ikke handlet stort, Talen var om Grundtvigs Bog«.Sitat
– C.F. Balslev

Grundtvig var særlig opptatt av hvordan kirkens »Yppersteprest«, Jacob Peter Mynster ved Frue Kirke – fra 1834-54 biskop over Sjællands stift – ville reagere. Også han var imidlertid i mot Grundtvig, noe han tilkjennega i en preken om den kristelige visdom, som han lot trykke.

Her klandrer han, med sikte på Grundtvig, de menneskene som

Sitatfare frem i Blinde« og »gør alt til den ubelejlige Tid paa den ubelejlige Maade«. »Thi sandelig! ligesom saadanne Mennesker i ethvert Forhold kun afstedkomme Forstyrrelse, saaledes blive de ogsaa ofte, omend imod bedre Vidende og Vilje, Kristi Korses Fjender; de give en Forargelse, som de ikke igen kunne læge; de vække en Tvedragt, som de ikke igen kunne stille.Sitat
– J.P. Mynster

Som svar på denne talen ga Grundtvig ut sin preken fra den følgende søndag, om den kristelige kampen.[10]

Dommen[rediger | rediger kilde]

Den injurieprosessen som Clausen hadde anlagt mot Grundtvig endte den 30. oktober 1826 med en dom som vel erklærte Grundtvig fornærmelige uttalelser som døde og maktesløse, men som allikevel bare påla Grundtvig en forholdsvis lav bot. Retten fant at det hvasse angrepet skyldtes iver for sannheten og ikke lyst til å krenke Clausens borgerlige ære.[11]

Grundtvigs betydning senere på 1800-tallet

Lindhardt skriver om Grundtvigs betydning for bevegelsene lengre frem på 1800-tallet:[12]

Sitat... Men det kan ikke bestrides at Grundtvig i den givne situation sagde noget betydningsfuldt, pegede aldeles afgørende på kristendommens kilder, skelnede skarpt mellem det oprindelige og det afledede – sakrament → kristentro og skrift → kristelig oplysning – og derved ikke blot lagde grunden for sin egen retning, men også for Indre Missions kirke- og sakramentstroskab. ...Sitat
– P.G. Lindhardt

Referanser[rediger | rediger kilde]

  1. ^ Grundtvig var påvirket av Ireneus, ca. 130-200, biskop av Lugdunum i Gallia, en av de tidlige kirkefedrene og den viktigste teologen i det andre århundre.
  2. ^ Kommentar til Grundtvigs prædiken om den kristelige kamp.[død lenke]
  3. ^ Faksimile Arkivert 5. mars 2016 hos Wayback Machine. fra Arkiv for Dansk Litteratur, Adl.dk
  4. ^ Tidslinje for Grundtvigs liv Arkivert 12. juni 2008 hos Wayback Machine.
  5. ^ Hal Koch skriver at betegnelsen 'mageløse opdagelse' «synes at stamme fra Søren Kierkegaard» i N.F.S. Grundtvig 1959 (1943) s. 119
  6. ^ I faksimile[død lenke] fra Adl.dk
  7. ^ a b Lindhardt 1979, side 115
  8. ^ Grundtvig siterer fra Clausens skrift, side 7-8
  9. ^ Grane 1997, side 152
  10. ^ Kommentar til preken[død lenke]
  11. ^ H.N. Clausen i Dansk Biografisk Leksikon
  12. ^ Lindhardt (1942). Bibelen og det danske Folk, side 62

Litteratur[rediger | rediger kilde]

  • Grundtvig, N. F. S. Kirkens Gjenmæle imod Professor Theologiæ Dr. H.N. Clausen. 1825, 3. uforandrede opplag. – Wahl, 1825. 45 sider.
  • Begtrup, Holger: Grundtvigs kirkelige syn 1825. 235 sider. 1901.
  • Lindhardt, P.G.: Bibelen og det danske Folk. Nyt Nordisk Forlag 1942.
  • Lindhardt, P.G.: Dansk kirkekundskab. København 1979, Gad forlag, ISBN 87-12-52934-6
  • Grane, Leif: Grundtvigs kirkelige anskuelse (1983). I: Kristendommen i historien : utvalgte artikler 1950-1996. Institut for Kirkehistorie, Københavns Universitet : C.A. Reitzel, 1997, ISBN 87-7876-075-5

Eksterne lenker[rediger | rediger kilde]