Die Kunst der Fuge

Fra Wikipedia, den frie encyklopedi
Gå til: navigasjon, søk

Die Kunst der Fuge er en syklus på fjorten fuger og fire kanons av Johann Sebastian Bach BWV 1080 publisert posthumt i 1751.

Grunntema

Tittel, tema og notasjon[rediger | rediger kilde]

Bach startet sannsynligvis arbeidet i begynnelsen av 1740-årene eller tidligere. I 1745 kopierte han den første kjente bevarte versjonen, den besto av tolv fuger og to kanons. Tittelen på manuskriptet, Die Kunst der Fuga, er påført i ettertid av Bachs elev og svigersønn, Johann Christoph Altnikol. Det er ikke bevart noen verktittel fra Bachs egen hånd, og det hersker tvil om at tittelen på førsteutgivelsen er den han tenkte seg; blant annet taler tallsymbolikk for at Altnikols tittel er den korrekte.[1]

Bortsett fra den siste og ufullendte fugen er hver av fugene basert på ett eneste, ganske enkelt tema i d-moll som introduseres i den første fugen(Lytteeksempel ). Den anerkjente Bach-eksperten Christoph Wolff hevder at Bachs overordnede idé med verket var å foreta en dybdestudie av de kontrapunktiske mulighetene som ligger i ett enkelt tema.[2] Også den første Bach-biografen, Johann Nikolaus Forkel var inne på denne tanken ved å hevde at verket skulle anskueliggjøre «hva som var mulig å gjøre med et fugetema. Variasjonene, som samtlige er fullstendige fuger over samme tema, kalles her Contrapuncte.»[3][4]

Alle fuger, doppelfuger, speilfuger etc. er høyst firestemmige, og for å tydeliggjøre verkets kontrapunktiske struktur er hver stemme plassert på sitt eget notesystem, dvs skrevet på partiturform. Samtidig var det i tråd med notasjonstradisjonen til 1600-tallets mestre innen polyfon klaviaturmusikk, for eksempel Frescobaldi, Scheidt, Froberger, Buxtehude og Kerll.

Det ufullendte verket gir selv i dag anledning til ikke bare en mengde spekulasjoner, men også til nitide verkanalytiske, musikkhistoriske og kildekritiske undersøkelser. De pågående diskusjonene gjelder spørsmål om hvordan det skal spilles (orgel, cembalo, kvartett), rekkefølgen på de enkelte satsene og om verkets brå avslutning.

Originalbesetning og bearbeidelser[rediger | rediger kilde]

Bach døde før førsteutgaven var gravert ferdig og det finnes ingen angivelse av instrumentering verken i Bachs autografe manuskript eller i førsteutaven av Kunst der Fuge, noe som har gitt opphav til en mengde diskusjoner om hvilken instrumentering Bach kan ha hatt i tankene.

En av de bearbeidelsene som har hatt størst innflytelse på diskusjonen om instrumenteringen av Kunst der Fuge er Wolfgang Graesers bearbeidelse for stort orkester, orgel og cembalo, med uroppførelse 26. juni 1927 i Thomaskirken i Leipzig under ledelse av thomaskantoren Karl Straube. Roswitha Schlötterer-Traimer:

«Dermed var problemet med instrumenteringen av Kunst der Fuge satt på dagsordenen for første gang. Graeser foreslo i sin utgave at et strykeorkester og en strykekvartett med solister, tre- og messingblåsere, samt cembalo og orgel skulle framføre hver av de forskjellige contrapunkte med ulik besetning. […] Etter at den uferdige kvadruppelfugen var spilt til ende ble koralen spilt. Reaksjonen fra fagmiljøet var stort sett begeistret, dels også ganske kritisk.»[5]
Autograf (Contrapunctus I)

Etter denne bearbeidingstradisjonen har det helt uten støtte i en historisk tradisjon blitt eksperimentert med de forskjelligste besetninger for nesten hver eneste tenkbare instrumentalgruppe. I dag er tesen om at verket var ment å spilles på tangentinstrument stort sett akseptert i musikkvitenskapelige kretser. Christoph Wolff forklarer i sin klaverutgave fra 1987:

«At Kunst der Fuge er bestemt for klaviaturinstrumenter gir seg […] ikke bare på grunn av historisk kontekst (partiturnotasjon av polyfon tangentmusikk var vanlig helt siden Scheidt og Frescobaldi), men også på grunn av [verkets] faktur, som konsekvent tar hensyn til manualiter spillbarhet.»[6]

Ved siden av spillbarhet for to hender regnes også stilistiske kriterier utarbeidet av Gustav Leonhardt som vesentlige argumenter for at verket var tiltenkt spill på cembalo.[7] Wolff og Leonhardts standpunkt støttes av et nyere dokumentfunn: i en abonnementsannonse fra 7. mai 1751 som sannsynligvis er skrevet av Carl Philipp Emanuel Bach forklares verkets notasjon slik:

«Alle stemmene synger hele tiden og den ene er like omsorgsfullt gjennomarbeidet som den andre: i partituret er hver enkelt stemme plassert på et eget system og utstyrt med en passende nøkkel. Men hva man oppnår av innsikt i satskunsten, så vel som med tanke på harmoni som melodi, ved å studere gode partiturer, viser densamme med sitt eksempel, idet den har hatt den lykke å eksellere i den [dvs. i satskunsten]. Samtidig er likevel det hele uttrykkelig beregnet for bruk både på klaver[8] og orgel.»[9]

Andre kilder[rediger | rediger kilde]

Ved siden av originaltrykket, som i det minste fram til Contrapunctus 12 gjenfinnes i Bachs håndskrift og dermed må kunne ansees som pålitelig, eksister det ytterligere en tidlig versjon, den såkalte Berliner Autograph, som mangler noen av satsene og presenterer dem i en noe annen rekkefølge.

Satsrekkefølge[rediger | rediger kilde]

Fordi rekkefølgen på enkeltsatsene er forskjellig i de to kildene utviklet det seg en forestilling om at det er ukjent hvilken rekkefølge Bach så for seg og resultatet ble fullstendig vilkårlige oppstillinger, gjerne i Graesers tradisjon. I dag regnes følgende rekkefølge for sikker:

  • Contrapunctus 1 – 4 (enkeltfuger, annenhver med originaltemaet og det inverterte temaet)
  • Contrapunctus 5 – 7 (Motfuger med forstørring og forminsking av temaet og deres invertering)
  • Contrapunctus 8 – 11 (Fuger med to og tre temaer)
  • Contrapunctus 12 og 13 (Speilfuger, dvs fullstendig invertert i den andre delen)
  • Fire kanons
  • Avsluttende kvadruppelfuge

Mottakelseshistorikk[rediger | rediger kilde]

Die Kunst der Fuge ble publisert på et tidspunkt da førklassisismens ekspressive stil rådde grunnen og strengt kontrapunktiske komposisjonsformer ble sett på som umoderne. Likevel beundret man de gamle komposisjonsformene og anbefalte håpefulle komponister å studere dem, men en musikalsk verdi ut over det begynte man å tvile stadig mer på. Denne holdningen rammet Kunst der Fuge hardere enn mer livlig musikk, som for eksempel Brandenburgerkonsertene eller fiolinkonsertene. Musikkteoretikeren Friedrich Wilhelm Marpurg skrev i forordet til førsteutgaven at verket formidlet reglene for fugen på aller beste måte og rådet alle blivende komponister å gjøre seg fortrolig med fuger og kontrapunktikk. Men samtidig skrev han at fuger nå var å betrakte som bevis på den gamle tidens galskap og ikke lengre i bruk i kammermusikken, og at kontrapunkt «klinger barbarisk i vår tids sarte ører».[10] I henhold til Carl Philipp Emanuel Bachs opplysninger ble det bare solgt tretti eksemplarer de fem første årene; det var ikke en gang nok til å dekke trykkeutgiftene. Bach-biografen Forkel skrev i 1802:

«Men den Bachske fugekunst var dog for høytravende for den store verden; den måtte trekke seg tilbake inn i en liten verden, en som er befolket av svært få mennesker. [...] Om et slikt verk av en så usedvanlig berømt mann som Bach dukket opp utenfor Tyskland, og dessuten av en forfatter som hadde tillit i offentligheten, og anbefalt som noe ekstraordinært, så ville kanskje ti [opplag] av en praktutgave blitt revet bort av ren patriotisme.»[11]

Oppfatningen av verket endret seg langsomt på 1800-tallet etterhvert som Bachs musikk ble gjenoppdaget. I Mozart bearbeidelser av Bach-fuger for stryketrio (KV) 404a finnes også Contrapunctus VIII. I årene 1801 og 1802 ble det i Paris og Zürich publisert to partiturutgaver, hvorav én på klavernotasjon med to systemer. Sing-Akademie zu Berlins orkesterkole innstuderte verket i 1813 og 1815 uten at det ble gitt offentlige konserter. I 1838 gav C. F. Peters Musikkforlag ut en utgave som ble solgt i 20.000 eksemplarer fram til 1874. I 1868 km en utgave for orgel og i 1875 en partiturutgave med originalnøkler. Komponister som Beethoven, Schumann, Bruckner og Brahms eide trykte versjoner eller håndskrifter. I tillegg ble det utgitt teoretiske skrifter om verket, eksempelvis av Moritz Hauptmann (1841), James Higgs (1877), Hugo Riemann (1894). Likevel tilhørte aldri Kunst der Fuge til Bachs mest populære verk. Selv Albert Schweitzer, som med sin Bach-monografi fra 1905 fikk stor innflytelse på oppfatningen av Bach, gav ikke Kunst der Fuge mer en noen få sider og beskrev temaet som ligger til grunn for verket med en blanding av fascinasjon og tydelig avstand:

«Interessant kan man ikke egentlig kalle temaet; det er ikke sprunget ut av en genial intuisjon, heller formet for å ha en allsidig anvendelighet og med tanke på å kunne omvendes. Og likevel fengsler det alle som hører det om igjen og om igjen. Det er en rolig, alvorlig verden det åpner opp for. Blek og frossen, uten farge, uten lys, uten bevegelse ligger det der; det gleder og underholder ikke; og likevel holder det oss fast uten at vi kommer løs.»[12]

Referanser og fotnoter[rediger | rediger kilde]

  1. ^ Prautzsch, Ludwig: Vor deinen Thron tret ich hiermit. Figuren und Symbole in den letzten Werken Johann Sebastian Bachs. Neuhausen-Stuttgart, 1980, s. 290
  2. ^ Wolff: «The Art of Fugue, The B-minor Mass, and a Place in History», s. 433
  3. ^ „was möglicher Weise über ein Fugenthema gemacht werden könne. Die Variationen, welche sämmtlich vollständige Fugen über einerley Thema sind, werden hier Contrapuncte genannt“
  4. ^ Johann Nikolaus Forkel: Über Johann Sebastian Bachs Leben, Kunst und Kunstwerke. 1802
  5. ^ Roswitha Schlötterer-Traimer, Johann Sebastian Bach – Die Kunst der Fuge, 1966, s. 11f: «Damit war zum ersten Mal das Problem der Instrumentierung der Kunst der Fuge aufgetaucht. Graeser schlug in seiner Ausgabe Streichorchester und Solostreichquartett, Holz- und Blechbläser sowie Cembalo und Orgel vor, die die einzelnen Contrapuncte jeweils in verschiedenen Besetzungen ausführen sollte. [...] Nach dem Abbrechen der fragmentarischen Quadrupelfuge wurde der Choral gespielt. Die Reaktion aus den Fachkreisen war zum großen Teil begeistert, zum Teil aber auch recht kritisch.»
  6. ^ Christoph Wolff (red.): Bach, Johann Sebastian: Die Kunst der Fuge, 1987, s. 4.: «Die tasteninstrumentale Bestimmung der Kunst der Fuge ergibt sich […] nicht nur aufgrund ihres historischen Kontextes (Partiturnotation polyphoner Tastenmusik galt seit Scheidt und Frescobaldi als Konvention), sondern insbesondere aus ihrer Faktur, die konsequent auf Manualiter-Spielbarkeit Rücksicht nimmt.»
  7. ^ The Art of Fugue, Bach's last Harpsichord Work, Den Haag 1952. Die Kunst der Fuge, notater til CD, Deutsche Harmonia Mundi, GD77013, 1987/1990
  8. ^ På Bachs tid var «Clavier» synonymt med cembalo
  9. ^ Sitert etter Thomas Wilhelmi: Carl Philipp Emanuel Bachs Avertissement über den Druck der »Kunst der Fuge«, Bach-Jahrbuch 1992, s. 101-105: '«'Da darinnen alle Stimmen durchgehends singen, und die eine mit so vieler Stärcke, als die andere ausgearbeitet ist: So ist iede Stimme besonders auf ihr eigenes Systema gebracht, und mit ihrem gehörigen Schlüssel in der Partitur versehen worden. Was man aber für besondere Einsichten in die Setz-Kunst, so wohl in Ansehung der Harmonie, als Melodie, durch Anschauung guter Partituren erlange, bezeigen dieienigen mit ihrem Exempel, die sich darinn hervorzuthun das Glück gehabt haben. Es ist aber dennoch alles zu gleicher Zeit zum Gebrauch des Claviers und der Orgel ausdrücklich eingerichtet.»
  10. ^ „den zärtlichen Ohren unserer itzigen Zeit barbarisch klinget“
  11. ^ Johann Nikolaus Forkel: Über Johann Sebastian Bachs Leben, Kunst und Kunstwerke, Leipzig 1802, s. 53: «Aber diese Bachische Kunst der Fuge war doch für die große Welt zu hoch; sie mußte sich in die kleine, mit sehr wenigen Kennern bevölkerte, Welt zurückziehen. [...] Wäre ein Werk dieser Art außerhalb Deutschland von einem so außerordentlich berühmten Mann, wie Bach, zum Vorschein gekommen, und noch außerdem durch einen Schriftsteller, der in diesem Fache öffentlichen Glauben hatte, als etwas Außerordentliches empfohlen worden, so würden aus bloßem Patriotismus vielleicht 10 Prachtausgaben davon vergriffen worden seyn.»
  12. ^ Albert Schweitzer: Johann Sebastian Bach, Leipzig 1977, s. 379: «Interessant kann man es [das Thema] eigentlich nicht nennen; es ist nicht einer genialen Intuition entsprungen, sondern mehr in Hinsicht auf seine allseitige Verwendbarkeit und in Absicht auf die Umkehrung so geformt worden. Und dennoch fesselt es denjenigen, der es immer wieder hört. Es ist eine stille, ernste Welt, die es erschließt. Öd und starr, ohne Farbe, ohne Licht, ohne Bewegung liegt sie da; sie erfreut und zerstreut nicht; und dennoch kommt man nicht von ihr los.»

Utgaver[rediger | rediger kilde]

  • Bach, Johann Sebastian: Die Kunst der Fuge. BWV 1080. Faksimile-Reihe Bachscher Werke und Schriftstücke, redigert av Bach-Archiv Leipzig, bd. 14, Leipzig 1979 (Faksimile av autograf og originaltrykk 1752/Eksemplar i Leipzigs musikkbibliotek, Slg. Becker, med en studie av Hans Gunter Hoke og en beskrivelse av håndskriften ved H.-J. Schulze). ISBN 3-7957-0200-3.
  • Bach, Johann Sebastian: Die Kunst der Fuge. BWV 1080. bd. 1: tidlig versjon av det autografe partituret. Red. Christoph Wolff. førsteutgave. Frankfurt, Leipzig, New York, London: Edition Peters Nr. 8586a, 1987 (klavernotasjon)
  • Bach, Johann Sebastian: Die Kunst der Fuge. BWV 1080. bd. 2: Senere versjon av originaltrykket. Red. Christoph Wolff. Frankfurt, Leipzig, New York, London: Edition Peters Nr. 8586b, 1987 (klavernotasjon)
  • Bach, Johann Sebastian: Die Kunst der Fuge für Cembalo (Klavier) BWV 1080, etter kildene red. Davitt Moroney, G. Henle Verlag, München 1989.
  • Bach, Johann Sebastian: Neue Ausgabe Sämtlicher Werke. Serie VIII bind 2.1. Die Kunst der Fuge. BWV 1080. Etter originaltrykket red. Klaus Hofmann, Kassel usw. 1995
  • Bach, Johann Sebastian: Neue Ausgabe Sämtlicher Werke. Serie VIII bind 2.2. Die Kunst der Fuge. BWV 1080. Etter de autografe kildene red. Klaus Hofmann, Kassel etc. 1995

Litteratur[rediger | rediger kilde]

  • Forkel, Johann Nikolaus: Ueber Johann Sebastian Bachs Leben, Kunst und Kunstwerke. Leipzig, Hoffmeister und Kühnel, 1802. Faksimile og fullstendig tekst
  • Hauptmann, Moritz: Erläuterungen zu Joh. Sebastian Bach,s Kunst der Fuge, Leipzig 1841
  • Nottebohm, Gustav: J.S. Bach's letzte Fuge. Musik-Welt 1 (1880/81), nr. 20 v. 5. mars 1881, s. 232-236 og nr. 21 v. 12. mars 1881, s. 244-246.
  • Rietsch, Heinrich: Zur »Kunst der Fuge« von J.S. Bach, Bach-Jahrbuch 1926, s. 1-22
  • Schwebsch, Erich: Johann Sebastian Bach und die Kunst der Fuge. Stuttgart 1931, ISBN 3-7725-0555-4
  • Hoke, Hans Gunter: Studien zur Geschichte der »Kunst der Fuge« von Johann Sebastian Bach, Beiträge zur Musikwissenschaft 1962, s. 81-129
  • Kolneder, Walter: Die Kunst der Fuge – Mythen des 20. Jahrhunderts. Wilhelmshaven 1977, ISBN 3-7959-0178-2
  • Wiemer, Wolfgang: Die wiederhergestellte Ordnung in Johann Sebastian Bachs Kunst der Fuge. Wiesbaden 1977, ISBN 3-7651-0138-9
  • Wolff, Christoph (1993). Bach: Essays on His Life and Music. Harvard University Press. ISBN 0674059263. 
  • Wolff, Christoph (2001). Johann Sebastian Bach: The Learned Musician. W. W. Norton & Company. ISBN 0393322564. 
  • Wolff, Christoph: Zur Chronologie und Kompositionsgeschichte von Bachs Kunst der Fuge. Beiträge zur Musikwissenschaft 25 (1983), s.130-142
  • Eggebrecht, Hans Heinrich: Bachs Kunst der Fuge – Erscheinung und Deutung. München 1984, ISBN 3-492-00667-1
  • Hofstadter, Douglas R.: Gödel, Escher, Bach. Ein endloses geflochtenes Band. Stuttgart: Klett-Cotta 1985, ISBN 3-608-93037-X
  • Schleuning, Peter: Johann Sebastian Bachs „Kunst der Fuge“. Ideologien – Entstehung – Analyse. München u.a.: dtv/Bärenreiter 1993 ISBN 3-423-04585-X/3-7618-1050-4
  • Dirksen, Pieter: Studien zur Kunst der Fuge von Johann Sebastian Bach. Wilhelmshaven: Florian Noetzel Verlag 1994, ISBN 3-7959-0658-X
  • Jena, Günter: Ich lebe mein Leben in wachsenden Ringen – Die Kunst der Fuge von Johann Sebastian Bach. Gedanken und Erfahrungen eines Interpreten, m. 2 Audio-CDs. Eschbach: Verlag am Eschbach, 2000, ISBN 3-88671-211-7
  • Stange-Elbe, Joachim: Analyse- und Interpretationsperspektiven zu Johann Sebastian Bachs 'Kunst der Fuge' mit Werkzeugen der objektorientierten Informationstechnologie. (Univ. Osnabrück, Habil.-Schr., 2000.)

Eksterne lenker[rediger | rediger kilde]

Lytteeksempler[rediger | rediger kilde]