Isdalen

Fra Wikipedia, den frie encyklopedi
Hopp til: navigasjon, søk

Koordinater: 60°23′9,4416″N 5°23′24,911″Ø

Isdalen

Isdalen er dalen som går fra Svartedikets sørøstre langside og opp til «baksiden» av Ulriken i Bergen. Navnet blir til dels også brukt om forlengelsen av dalen ut mot byen, hvor Svartediket ligger, og som en del av byens drikkevann hentes fra.

Det går to andre daler opp fra samme ende av Svartediket:

Det lå tretten gårder her på det meste. Det var de første gårdene i Årstad herred som var eid av bøndene selv. Dermed kunne de bli valgt til herredsstyret, men flere kunne hverken lese eller skrive. Gårdsdriften ble nedlagt omkring år 1900 på grunn av forurensingsfaren etter at Svartediket ble tatt i bruk som drikkevann i 1855. [1]

I oktober 1947 tok Bergen kommune opp til behandling saken om flytting av oppsynsmannsboligen ved ammunisjonsmagasinet i Isdalen. 4. divisjon hadde ingen innvendinger mot at huset ble flyttet høyere opp, eller å bruke den nye Tarlebøveien rundt Isdalsvannet for transport. Betingelsen var at veien tålte slik trafikk. Divisjonen forespurte om ikke kommunen kunne stå for flyttingen av huset. Byarkitekten i Bergen beregnet at slik flytting ville koste kr 18.500,-, og veiutvalget anbefalte at kommunen innvilget beløpet. [2]

I dag er dette mye brukte turområder. Saken og mysteriet rundt Isdalskvinnen stammer herfra.

Et barndomsminne om Isdalen[rediger | rediger kilde]

Welhaven vokste opp i Bergen, der hans far var prest. Welhaven har skrevet diktet Et barndomsminde om en gang faren ble tilkalt til Isdalen, og tok med sønnen.

Jeg var lyksalig på min barndoms kyst.
Jeg sendte snekker ud i bølgers dyst,
og plukket roser mellem mørke fjelde,
og efter dagens legende bedrift
jeg læste krøniker og hellig skrift,
og hørte eventyr om jetters vælde.
Men fremfor alt jeg tog det som en fest,
når stundom med min fader, der var prest,
jeg havde lov på sognebud at følge.
Ja, som en lille slummermødig dreng
jeg kunne hurtigt glemme søvn og seng
og drage med am over bjerg og bølge.
Hvor klart erindrer jeg en sildig kveld,
da til en hytte bag det øde fjeld
han blev med ilbud og med tårer hentet.
Jeg sad på sadelbuen i hans arm.
Hans kappe dækket mig, og holdt mig varm,
og i min favn jeg havde sakramentet.
På steile skrenter klatrede vor hest
med sikre sanser gjennem høstens blæst,
mens egnens grunde hvilte natlig dunkle.
Dybt under stien stod den sorte lund,
og alt var øde, og i dalen kun
jeg så et stjerneskjær på tjernet funkle.
De løse stene i den vilde klev,
hvorover vinden tåge-skyen drev,
gled ud mod dybet over fjeldets skulder.
I lyngen bragde det bratte fald,
og fjernt i dalen lød fra bjergets hal
med tifold efterklang det dumpe bulder.
Men stille sad jeg på det trygge dyr,
og natten var mig som et eventyr,
hvis trylle-sti jeg turde selv befare.
Dens angster kunne ei mit indre nå,
min faders bryst jeg hørte roligt slå,
og i hans arm jeg kjendte ingen fare.
Selv var han taus, og kun en enkelt gang
han spurgte mig, om veien blev mig lang,
og bøiet sig og kysset mig på kinden.
Og atter sagde han: «Vi er der snart,
og inden kort vil veiret blive klart,
og under fjeldet mærker vi ei vinden.»
Til sidst den hvisket kun fra ur og krat,
da kleven sænket sig og standset brat
ved fjeld-portalen til en dyrket slette.
Et glimt av månen faldt i dalen ned,
det snevre pas var som et borgeled,
og klippen stod på tunet som en jette.
Hvor selsomt drønnet det, da hestens sko
slog gnister på den hellelagte bro,
hvorunder elven mod en afgrund skummet.
Da banket hjertet stærkest i mit bryst.
Det var for mig, som om hver nattens røst
ved denne pludselige klang forstummet.
Som troldets værn, hvis styrke er forbi,
Når helligdommen drager ind deri,
Veg nu med et hver klippemur til side.
På bakken hytten mellem birke lå,
og ilden flammet fra dens arnevrå
og lyste på den vei, vi skulde ride.
Ved denne arne hvilte jeg om lidt
og tænkte atter på det dunkle ridt,
mens øiet dvælte ved de røde flammer.
Fra dalens bund jeg hørte elvens gang,
og til dens brusen lød der psalme-sang
og messe-toner fra den syges kammer.
Men denne nat jeg skuet tit igjen,
når livets vei gik over klipper hen
og blikket svævet rådvildt over ødet.
Ved dette minde glemte jeg min frygt,
som da jeg sad ved fader-hjertet trygt
og drog tilfjelds med kalken og med brødet. [3]

Henvisninger[rediger | rediger kilde]

  1. ^ Magne Turøy (30. oktober 2008). «Bok om glemt dal». Bergensavisen. Besøkt 15. februar 2018. 
  2. ^ Mappe 3630/1947 i A-0155, arkivet etter finansrådmannen, Bergen byarkiv
  3. ^ Gjengitt i hjelpeprest A. Helland Madsen: Årstad sogn i gammel og ny tid, Lunde Forlag, Bergen 1933

Eksterne lenker[rediger | rediger kilde]