Sædeligheds-Tilstanden i Norge

Fra Wikipedia, den frie encyklopedi
Hopp til: navigasjon, søk
Sitat Havde vi en til sådant brug indrettet fin vægt, så vi kunde veie den ene stand og klasse med den anden, så skulde vi kanske finde, at summen af sand dyd eller udyd, af virkelig lykke eller ulykke er så temmelig lige for de forskjellige stænder og klasser, de «høiere» og de «lavere». Men selv uden sådan vægt mener jeg, at vi kunne erkjende dette, at den kultur-tilstand, som for øieblikket findes hos den enkelte klasse: Arbeiderstanden eller husmandsstanden, er fremkommet dels ved samvirken af dens egne medlemmers personlige forhold, dels ved indflydelsen af alle de andre og, som vi sige, høiere stående mennesker, som hine have levet sammen med i landet. Der er en vis sammenhæng mellem den enkelte klasses sæder og kår og mellem den grad af oplysning og sædelighed, som har udviklet sig hos det hele sammenlevende folk. Sitat
– fra kapittel 3: Natteleie i fæhusene

Sædeligheds-Tilstanden i Norge er en sosiologisk avhandling av den norske forfatteren Eilert Sundt, utgitt i 1857. Verket regnes som en klassiker, både faglig og allmennkulturelt.

Sedelighedstilstanden.jpg

Sundt hadde fra 1850 fått stipend for å undersøke «folkelivet i Norge», først de reisende, og senere ulike forhold knyttet til almuen. De reisene har beretter om i Sædeligheds-Tilstanden var gjort over flere deler av landet fra 1851 av.

Sundt brukte en folkloristisk tilnærmingsmåte[1] i sin omgang med bønder, husmenn og omstreifere. Han samtalte og noterte, på samme måte som Asbjørnsen, Landstad og andre innsamlere av tradisjonsmateriale. Hans tilnærming var en del av den samme nasjonalromantiske søken etter folkesjelen, både i dens moral og i dens umoral. Av særlig betydning var den brede tilnærmingen Sundt brukte, med en veksling mellom analyse av statistiske mønstre, blant annet over andel barn født utenfor ekteskap i de ulike fogderiene[2], og den personlig erfaringen fra reiser i Norge og intervjuene han gjorde.

Avhandlingen ble videreført i Fortsatte Bidrag angaaende Sædeligheds-Tilstanden i Norge (1864) og Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge. Tredie Beretning (1866).

Av innholdet[rediger | rediger kilde]

Kjernen i avhandlingen er Sundts teser om forholdet mellom fattigdom og lettsinn, forstått som individuell adferd. Sundt var imidlertid også opptatt av i hvilken grad husbondene hindret, eller fremmet, lettsinn gjennom de arbeids- og bovilkår som ble budt tjenestefolkene. Skikken med at tjenestefolk hadde sengeplass i fjøset, og menn og kvinner i samme rom, var et sentralt tema i boken.

«Men man må få øinene op for, hvad dette er for en skik. Engang – det var i samme præstegjeld – sad jeg i fortrolig samtale med en husmand. «Hør Ole! – spurgte jeg – jeg har en mistanke om, at visse piger, sådanne, som have et løse-barn eller to, sommetider på en styg måde lurer sig ind på unge gutter for at blive gifte med dem – hvad mener du om det?» – «Jo, jeg kjender nok altfor vel til sligt – for det gik nok så med mig.» – «Med dig? Det kunde da aldrig falde mig ind, for jeg har netop været så glad ved at finde, at du er lykkelig gift med en brav kone.» – «Nei, det var en anden en, jeg fik barn med, rigtig en af det slag, som De talte om.» – «Og var du kanske bare ung da?» – «Var 17 år.» – «17 år? Hvorledes i al verden – -?» Jeg kan ikke meddele mandens oprigtige og udførlige forklaring; men dette skal fortælles, at han og hint trold tjente sammen og havde sit natteleie anviist i fæhuset, de to alene. – Jeg var oprørt. «Å jo – ytrede han, da han mærkede min mening om fjøs-væsen – de (gårdbrugerne) kunde gjerne afskaffe den skikken, for de have så ikke nogen fordel af den, men heller skade.» «Skade? det høre vi nok af; men hvorledes kan du tale om skade just for gårdbrugerne?» spurgte jeg forundret. – «Jo, på klæderne.» – «På klæderne?» – «Ja, senge-klæderne – de rådne meget før op i fjøset end i andre huse; for i fjøset vil der gjerne holde sig fugtigt.» – Du besynderlige troskyldighed, som her, med hine erindringer om den selv oplevede ulykke, kunde have sind til at tænke på husbondens skarve sengeklæder! Manden havde dog ellers viist et retskaffent sind; thi da hin kvinde, som han fortalte mig, kort efter at have født barnet sad hos lensmanden for tyveri og siden kom ind til Christiania, hvorefter han ikke havde spurgt til hende, fik han først sine forældre til at opfostre barnet, og siden som gift mand, tog han det til sit eget hus og sørgede vel for det i alle måder.»[3]

Boken inneholdt imidlertid utredninger av flere forhold enn dette. Sundt gir gode og detaljerte beskrivelser av byggeskikk, boforhold, matstell, selskapsskikker og skikken med «nattefrieri»:

«Dagen igjennem går en brav og vindskibelig bondes søn i arbeide på gården sammen med faderen og tjenerne. Men nu kommer lørdags aften. Ugens værk er endt, dagen sluttet og kveldsverden spist. Dagen, hedder det, tilhører husbonden, men natten er fri for enhver. Så tager gutten sin næstbedste pynt på og går ud. Det hedder, at han vil træffe en eller anden kammerat, og virkelig opsøger han også en af sønnerne på nabogården; men hensigten er, at de ville more sig sammen med gårdmandsdøtrene. Disse ligge i denne nat i fuld påklædning; nu bankes der sagte på ruden; det er kjendt folk, som vil ind, og døre åbnes. Der kan naturligvis ikke være nogen fornøielse i det hele, med mindre pigerne have sit værelse adskilt fra forældrenes. Man sætter sig da på krakker og bænke; gutterne have tobakspiber med; der gjøres ild op på skorstenen eller i kakkelovnen – og samtalen går da, eftersom de unge folk have vid og gaver til. Under sådanne besøg, snart på en gård, snart på en anden, stiftes bekjendtskab og næres tilbøielighed, og lidt efter lidt kan det gå så, at en gut helst søger alene hen til en vis pige, og at hun helst ser ham komme alene. Men dette, at Ole «går» til Anne, det mærkes snart af andre. Gutten har sin plage af sine kammerater, som fra nu af have sin store moro af at forstyrre disse fortrolige sammenkomster. Men vigtigere er det, at pigens moder har årvågne øine, som også mærke forholdet, og at også faderen ved hende bliver bekjendt med det. [...] De to unge folk må jo lære at holde af hinanden, synes man, og det kan være, at moderen, når hun er rigtig glad i sin svigersøn, om morgenen bringer dem kaffe på sengen. Dette forhold kan vare ved et år eller to eller flere, indtil den unge mand finder anledning til at få sig gård, så han kan gifte sig, og selv efter den virkelige og offentlige forlovelse kaldes disse besøg og denne natlige fortrolighed med det gamle navn «frieri».»[4]

Referanser[rediger | rediger kilde]

Fotnoter
  1. ^ Kilde for analysen er Bodil Stenseth. «Eilert Sundt og den endeløse samtalen» I: Norsk litteraturhistorie. Sakprosa fra 1750 til 1995. Bd 1. S 422ff. Universitetsforlaget, 1998
  2. ^ se for eksempel kart over andel uektefødte pr fogderi
  3. ^ Fra Kapittel 3
  4. ^ Fra Kapittel 4
Eksterne lenker