Johannes Sløk

Fra Wikipedia, den frie encyklopedi
Gå til: navigasjon, søk

Johannes Sløk (født 27. april 1916 død 30. juni 2001) var en dansk, teolog, idehistoriker, filosof og oversetter. Sløk tilhørte en gruppe som senere er ble omtalt som de fire Århusteologer sammen med Regin Prenter, P.G. Lindhardt og K.E. Løgstrup.

Sløk var utdannet teolog (i 1943 [1]) (dr.thel i 1947 på en avhandling om forsynstanken [2]) og ble ansatt som professor ved Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet i 1959 i systematisk teologi. Fra 1967 til 1974 (orlov fra 1972) var han professor ved det nyopprettede Institut for Idéhistorie samme sted. I perioden 1977-1986 var han igjen tilbake i stillingen som professor i teologi ved Det Teologiske Fakultet.

Som filosof var Johannes Sløk sterkt inspirert av Søren Kierkegaard og bekjendte seg til hans tanker og ideer, gjerne i en versjon som stod den franske eksistentialisme nær. Han var også inspirerert av absurdisme[3], og mente at livet grundleggende var meningsløst. På dette punkt stod han opposisjon til store deler av den danske statskirke. Innenfor den idéhistoriske faglighed var Sløk særlig inspireret av denne dissiplins grundlegger amerikaneren Arthur Lovejoy, som bl.a. grundla det innflydelsesrige tidsskrift Journal of the History of Ideas. Sløk videreutviklet Lovejoys idéer og beskrev det i bøkerne Hvad er idéhistorie (1968) og Fylde eller Tomhed (1968).

Johannes Sløk skrev over 60 bøker om mange personer som har vært betydningsfulle i filosofien. Dessuten oversatte han blant annet en stor del av Shakespeares skuespill til dansk.

Bibliografi[rediger | rediger kilde]

  • Forsynstanken: et Forsøg paa en dogmatisk Begrebsbestemmelse, disputats, 1947.
  • Platon, 1950.
  • Die Formbildungen der Sprache und die Kategorie der Verkündigung, 1951.
  • Die Anthropologie Kierkegaards, 1954.
  • Tradition og nybrud: Pico Mirandola, 1957.
  • Kristen moral før og nu, 1959.
  • Det religiøse instinkt, 1960.
  • Platon, 1960.
  • De europæiske ideers historie (medforfatter), 1962.
  • Søren Kierkegaard, 1963.
  • Eksistentialisme, 1964.
  • Stoikerne, 1966.
  • Det absurde teater og Jesu forkyndelse, 1968.
  • Hvad er idehistorie?, 1968.
  • Fylde eller tomhed: en idehistorisk skitse, 1968.
  • Kritiske bemærkninger, kroniksamling, 1973.
  • Nicolaus Cusanus og hans filosofiske system, bd.1. Cusanus' dialog om visdommen, bd. 2., 1974.
  • Kierkegaard – humanismens tænker, 1978.
  • Teologiens elendighed, 1979.
  • Da Kierkegaard tav, 1980.
  • Det religiøse sprog, 1981.
  • Den kristne forkyndelse, 1983.
  • Kierkegaards univers. En ny guide til geniet, 1983.
  • Da Gud fortalte en historie, 1985.
  • Mig og Godot. Erindringsforskydninger, 1986.
  • Religionsfilosofiske problemer, 1987.
  • Opgøret mellem filosofi og retorik. Platons dialog "Gorgias", 1987.
  • Herre, giv mig mere vantro, 1988.
  • Det her samfund, 1989.
  • Da mennesket tog magten, 1989.
  • Shakespeare. Renæssancen som drama, 1990.
  • Hvad i alverden er verden?, 1991.
  • Moralen der blev væk, 1993.
  • Europas sjæl, 1994
  • 80 år med Gud. Afhandlinger og essays, 1996.
  • Opdagelsen af mennesket, 1996.
  • Mennesket og verden, 1996.
  • Livets elendighed. Kierkegaard og Schopenhauer, 1997.
  • Prædikener, 1998.

Oversettelser av Shakespeare[rediger | rediger kilde]

  • Romeo og Julie, 1969.
  • Othello, 1970.
  • Macbeth, 1970.
  • Lige for lige, 1970.
  • Kong Lear, 1970.
  • Othello, 1971.
  • Hamlet Prins af Danmark, 1971.
  • Tragedien om Julius Cæsar, 1972.
  • Antonius og Cleopatra, 1972.
  • Som man behager; 1978.
  • Vintereventyret, 1981.
  • Uvejret, 1983.
  • Tragedien om Richard 3, 1984.
  • Kong Henrik 4 1. og 2. del, 1985.

Litteratur[rediger | rediger kilde]

  • Lindhardt, Jan, Johannes Sløk. Modernismens teolog, 2002
  • Kjeld Holm: Mennesket er en misforståelse, 2007 ISBN 978-87-638-0559-9

Eksterne lenker[rediger | rediger kilde]


Referanser[rediger | rediger kilde]