Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 6, 2023
Statsbankerotten var den alvorlige penge- og finanspolitiske situation, som Danmark var kommet i som følge af landets kostbare deltagelse i Napoleonskrigene, især i Kanonbådskrigen fra 1807. Finansieringen af krigshandlingerne havde medført en voldsom inflation, der især ramte landet efter 1810. Inflationen havde især konsekvenser for lønmodtagerne, hvis realløn faldt drastisk, mens landbrugserhvervet i vid udstrækning var selvforsynende.
5. januar 1813 gennemførte staten en reform af pengevæsenet, der betød, at pengesedlernes værdi i forhold til sølv blev nedskrevet drastisk. Rigsbanken fik tilvejebragt den nødvendige sølvbeholdning gennem en bankhæftelse, som bestod i en 1. prioritetshæftelse i alle landets ejendomme på 6 pct. af værdien. Denne fordring skulle enten indbetales til banken på én gang eller afbetales. Som led i pengereformen blev styringen af pengevæsenet overdraget til en ny mønt- og seddeludstedende bank, Rigsbanken. Men staten og Rigsbanken var ikke i stand til at svare sine forpligtelser, og derfor er pengereformen gået over i historien som statsbankerotten, selv om der ikke var tale om en erklæret konkurs.
Pengereformen betød, at tidligere udsendte mønter og sedler skulle inddrages og erstattes med nye. Der var imidlertid mangel på sølv af tilstrækkelig god kvalitet, som den nye hovedmønt var baseret på, og private betalingsmidler blev derfor sat i omløb. Seddelkursen i forhold til sølvværdien nåede bunden i september 1813 med 9 pct. I de følgende år svingede kursen voldsomt med en ustabil økonomisk udvikling som følge. ► Læs mere