Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 21, 2017

Fra Wikipedia, den frie encyklopedi
Lillebæltsbroen set under gennemsejling.
Lillebæltsbroen set under gennemsejling.

Lillebæltsbroen, nu ofte omtalt som Den gamle Lillebæltsbro, er en kombineret jernbane- og vejbro, der blev den første faste forbindelse mellem Jylland og Fyn. Konstruktionen påbegyndtes i 1925, og broen blev indviet 14. maj 1935.

Med indførelsen af jernbane over Fyn blev der i 1872 etableret en jernbanefærge over Lillebælt. Snart begyndte undersøgelserne af muligheden for at etablere en fast forbindelse, Det var dog først i 1924, at anlæggelsen af broen blev vedtaget, i første omgang bare som jernbanebro, men i løbet af anlægsperioden indså man, at biltrafikken var ved at blive så vigtig, at man valgte at udvide forbindelsen med to spor til biler.

Lillebæltsbroen er en cantileverbro på strækningen over vand, mens tilslutningsfagene på land er to buebroer. Den samlede længde er 1.178 m, bredden er 16,5 m, højden er 15-24 m, og der er en gennemsejlingshøjde på 33 m.

Broen blev straks en succes, der fx skar 40 % af rejsetiden med tog mellem København og Esbjerg. Også for bilerne var forbindelsen populær, og med den stærkt stigende biltrafik i 1950'erne stod det snart klart, at den tosporede bro var en flaskehals. Derfor blev det vedtaget at bygge en ny bro udelukkende til biltrafik, og denne bro, der var en del af det store motorvejs-H, stod klar til at aflaste den gamle bro i 1970. Nu er den vigtigste funktion af den at være jernbanebro, men bilvejen er bibeholdt og bruges fortsat, mest til lokal trafik. ► Læs mere