Format: Fotopositiv Dato / Date: Ukjent

Kunstner / Artist: Ukjent Fotograf / Photographer: Ukjent

Sted / Place: Trondheim?

Wikipedia: Dannebrogordenen

Dansk biografisk Lexikon: Georg Christian Schultz (1632 - 1715)

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H41.B42.F3114

Merknad: Bilde kun merket "Schultz". På brystet har personen Dannebrogordenen med kong Christian Vs (1646 - 1699) monogram. Det er mulig dette kan være Georg Christian von Schultz (1632 - 1715). Identifisering usikker - hjelp oss gjerne!

Schultz, Georg Christian, 1632-1715, Officer, var født i det brunsvigske 26. Avg. 1632. Under Carl Gustavs første Krig med Danmark var S. Kapitajn ved Oberst Thomstorffs Regiment, men hans Kompagni gik tabt, da de svenske erobrede Fyn 1658. Senere var han som frivillig med ved Kjøbenhavns Forsvar og udmærkede sig særlig ved det «store Udfald» fra Vesterport (23. Avg. 1658). Til Belønning gjorde Kongen ham til Ritmester, først ved et Rytterregiment, som Hans Schack oprettede, og, da dette 1661 blev opløst, ved Rytteriet i Norge. Resten af sin Levetid var S. knyttet til dette Rige. 1665 bortførte og ægtede han Anna Sophie v. Hoven (f. 20. April 1646 d. 6. Nov. 1707); hendes Fader, Oberst Reinhold v. H. (VIII, 129), var meget forbitret over denne Forbindelse, men forsonede sig siden med S., der 1671 blev optagen i Adelstanden. 1673 blev S. Oberstlieutenant, 1677 efter sin Svigerfader Oberst for «throndhjemske Regiment nordenfjælds»; en anden Del af Regimentet hørte nemlig under hele Krigen til Hæren søndenfjælds. Omtrent ved samme Tid blev S. Krigsraad, en Titel, som dog ikke havde anden Betydning, end at den gav ham Rang over andre Oberster.

I Avg. 1677, da v. Hoven foretog sit bekjendte Tog ind i Jæmteland, førte S. den sydlige af de 2 Kolonner, hvori man rykkede frem. Han bemægtigede sig Hjerpe Skanse og stødte ved Oviken sammen med en svensk Major Rutenkrantz; en Del af dennes Styrke bestod af Jæmter, som, da Nordmændene nærmede sig, gik over til deres fordums Landsmænd; Resten blev efter tapper Modstand tagen til Fange. S. forenede sig dernæst med v. Hoven, slog sammen med denne endnu en svensk Afdeling og førte, da han vendte tilbage til Throndhjem, mange Trofæer: Kanoner, Faner og et Par Hærpavker, med sig hjem. Det følgende Aar marcherede S. med største Delen af sit Regiment over Fjældet syd paa og tog Del i Baahuses Belejring, 1679 stod han derimod atter i det nordenfjældske. I en Stilling ved Aalen tog han 28. Juli, støttet af en Skare bevæbnede Bønder, imod et overlegent Angreb af den svenske Generalmajor Plan ting, hvem han efter en haard Kamp kastede og tvang til at gaa tilbage til Sverige. S.s

Optræden vandt dog ved denne Lejlighed ikke samme Anerkjendelse hos den throndhjemske Befolkning som i 1677; til Dels nar man vistnok fundet, at Fjenden havde faaet Lov til at hærge for stor en Del af Landet, inden der blev ydet Modstand, og en Kommissarius Mikkel Pedersen, som allerede paa Stedet havde givet denne Misfornøjelse Luft, blev endog «formedelst samme Træfnings Diskurs» dræbt i Tvekamp af en Major; thi Officererne holdt paa, at S. havde handlet ret. Der blev ogsaa klaget over, at det Vagthold, som Bønderne havde maattet gjøre paa Grænserne, i Krigens sidste Periode havde givet Anledning til Udpresninger og andre Misligheder.

1680 førte S. Griffenfeld fra Kjøbenhavns Kastel til Munkholm, Han blev s. A. Kommandant i Throndhjem (til 1689) og desuden, ved det throndhjemske Fodfolks Gjenforening til ét Regiment, Chef for dette (til 1708). 1701 blev han Brigader, 1708 Generalmajor og Aaret efter, da den nordiske Krig brød ud paa ny, højstbefalende over Tropperne nordenfjælds. Norges Vicestatholder Johan Vibe siger, at S. endnu, trods sine 77 Aar, legemlig og aandelig var saa frisk som nogen Sinde og vilde være den bedste til at lede et eventuelt Tog ind i Jæmteland; men denne Ros skyldes dog maaske snarest Mindet om hans tidligere Bedrifter der, thi S. havde ondt ved at hævde sin Myndighed over for de ham undergivne Oberster, og 1711 tog han sin Afsked. Han døde 9. April 1715, paa sin Gaard Vernæs i Størdalen. – Foruden Gods i Norge havde hans Frue efter sin Mormoders Slægt, Urupperne, arvet Ejendomme i Halland og Bleking. Disse bleve under den Skaanske Krig beslaglagte af den svenske Regering, og til Trods for aarelange Forhandlinger og gjentagne Løfter fik S. dem aldrig tilbage.

Schnitler, Blade af Norges Krigshist. (1895) S.150 ff. 169 ff. Klüwer, Norske Mindesmærker S. 55 ff.