Mal:Udsigter fra Ulrikken
Udsigter fra Ulrikken.
Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde,
Sorgen for gik mig paa Ulrikkens Top;
Tænkte paa Bauner, om de skulde brænde,
Og byde Mandskab mod Fienden op;
Følede Freden, blev glad i min Aand,
Og greb til min Cithar med legende Haand.
Værdige gamle graaskaldede Bierge,
I,[a] som omgierde min Fædrene-Bye,
I, som saa mangen en Torden afværge,
Og sønderbryde electriske Skye,
Yndig er Dalen, I hegne mig ind,
Og Foraar og Dalen oplive mit Sind.
Herfra[b] fortryllende Syner jeg skuer,
Lungegaards Vandet, den Slette saa blaa,
Nyegaards Alleens[c] løvkronede Buer,
Derunder prydede Skiønne at gaae,
Deromkring Markens den festlige Dragt,
Det Guld i det Grønne den blomstrende Pragt.[d]
Tæt ved mig Alrikstads dobbelte Slette,[e]
Kongeborg fordum og brugbar til Strid,
Skiøn af Naturen om Fortrin vil trette
Med selve Nyegaard,[f] som prunker[g] ved Flid,
Der løb fra Svartedig skummende Aae,
Der saae jeg Møllehiul flittig at gaae.
Bedre frem[h] Bergen, det Handelens Sæde,
Strækkende Arme om seilbare Vaag.
Derhen høifarmede[i] Jægter med Glæde
Rustes hver Sommer til dobbelte Tog;
Derfra gaae Skibe saa vide om Land;
Der kiøber, der sælger, der handler hver Mand.
Der seer jeg Skoven af Masterne høie,
Handlende Stuers bredvaiende Flag;[j]
Vippebom seer jeg sig flittig at bøie,
Flittig at hæve. – Tangenternes Slag
Paa dette Handels-Claveer gav Musik,
Og Vare af Skuderne dandsende gik.
Nu tog jeg Vand af den springende Kilde,
Hvorudaf Oldtidens Kæmpeslægt drak.
Naar de lykønske sit Fødeland vilde,
Sverdet af Skeden tillige de trak.
Vee! den, saa sang de, saa synger jeg og,
Den Niding, som Sverd imod Fødeland drog.
Freden, o! Bergen! din Rede beskierme,
Sommeren krone hver Ager med Brød,
Ilden og Sverdet dig aldrig fornærme,
Havet dig aabne sit frugtbare Skiød;
Da mellem Biergene syv skal du staae,
Naar nybaget Kiøbsted[k] i Luften maae gaae.
Jeg drak den Skaal, som mig Ulrikken skienkte,
Drikker[l] den samme, I, som have Viin.
Hver, som oprigtig mod Fødebye tænkte,
Lod denne Munterheds Skaal være sin.
Held for vort Bergen, for Fødeland Held,
Gid alting maae blomstre, fra Fiere til Field.
Fotnoter[rediger kilde]
- ^ «I» betyr «dere».
- ^ I virkeligheten kan ikke alt i sangen ses fra Ulrikens topp (Brun: Selskaps- og leilighetssanger. Utvalg ved G. Stoltz (heretter «Stoltz 1944»), s. 61).
- ^ Jf. Bergen byleksikons artikkel Nygårdsalleen.
- ^ «Markens festlige drakt med gull i det grønne må – da det er forår – sikte til den gule soleihov han hadde sett på Nygårds marker.» (Stoltz 1944, s. 62.)
- ^ «Alrikstads dobbelte slette kan være Årstadvollen på begge sider av Møllendalselven, eller de to terrasser ned mot vannet.» (Stoltz 1944, s. 62.)
- ^ Lå omtrent der Geofysisk institutt seinere ble bygd (nå Allégaten 70). Nygård ble revet 1918. (Bergen byleksikon.)
- ^ «Prunke» betyr «vise seg i sin glans og prakt, prange» (Bokmålsordboka).
- ^ «Bedre frem (ser jeg) Bergen er gammel god norsk for å betegne lengre fram.» (Stoltz 1944, s. 62.)
- ^ Første utgave av sangen fra 1791 har «høiformede», men dette er feiltrykk for «høifarmede». «Høiformede» gir et feil bilde av jektene, som ikke hadde noen høy form, men hvis farm eller last (fisk) alltid ble stablet høyt oppover masten. (Stoltz 1944, s. 62.)
- ^ «Bredvaiende ble flaggene ved å henge ned fra stenger, stukket horisontalt ut fra loftsvinduet på Bryggens gårder.» (Stoltz 1944, s. 62.)
- ^ De nybakte kjøpstedene var Hammerfest og Vardø, som hadde fått kjøpstadsrettigheter 17. juli 1789.
- ^ «Drikker» er imperativ flertall og blir «drikk» på moderne norsk: «drikk den samme, dere som har vin.»
Kilde[rediger kilde]
Brun, Johan Nordahl (1791). Samling af Johan Nordahl Bruns mindre Digte. Kiøbenhavn: N. Møller og Søn. s. 271–73.