Den gamle Mester

Den gamle Mester er et dikt av Jørgen Moe, som omhandler det store eiketreet på Krødsherad prestegård, hvor han selv bodde fra 1853 til 1863 som kapellan til Olberg kirke og de andre annekskirkene i Sigdals soknekall.

Diktet ble først trykket i samlingen, At hænge paa Juletræet. Nogle faa Digte (1855). Denne ble fire år senere gjenutgitt under tittelen En liden Julegave. Gammelt og Nyt (1860, eg. 1859), med ny, utvidet utgave i 1863. Det er eiketreet selv som veileder og viser nødvendigheten av å bygge på «den ene trofaste Grund». Moe forklarer i diktet at det er treets ordning mellom rotsystem og topp, som gjør den stand til å ride stormene av:

Den gamle Mester Der stander en Eg paa Prestens Jord, Hans Øie til dagligt Mærke; Den løfter sig op over Dal og Fjord Og strækker Grenene stærke. Den bærer paa flere hundrede Aar, Men frodig den løves Vaar for Vaar, Hver rindende Morgenlue Kun meer ærværdig at skue.

Den isnende Vinter Gang efter Gang Har skredet over dens Krone Med sparsomt Dagslys, med Nat saa lang, Uden en Sommerfugls Tone. Naar Krattet tyngedes ved dens Fod Af Sneens Vægt, saa det krumbøiet stod, Da rakte den op sine Arme Som midt i Sommerens Varme. Om Vaar, naar Livet vil vaagne op, Og Stormstød rase fra Fjeldet, Da bøier sig ydmyg Ungtræets Top, Selv maalfør Gran vorder fældet - Men da min gamle, min kjære Eg Staar ret og rank i den vilde Leg Med knudrede Arm mod Veiret, Og hidtil saa har den seiret.

Det volder to Ting: først har den sin Rod Slaaet dybt i Klippernes Revne - Se deraf fanger den Magt og Mod At staa i det barske Stevne. Og dernæst op imod Lysets Glands Den løfter stadig Kvistenes Krands Og drikke fraoven Saften, Lyset, Livet og Kraften. Gud unde hver Prest, som kommer her, At staa saa rolig og mægtig! Mig unde han, gamle Mester kjær, At se paa dig ret andægtig! Ja, lær mig trods Sneens tyngende Lag At løfte mod Himlen Dag for Dag I Bønnen udbredte Hænder, Saa Vinterdvalen dog ender!

Men glider og lider det frem mod Vaar Langs Krøderens tause Strande, Og Foraarsbudet i Vindstød gaar Og pidsker de rørte Vande: Saa lær mig at staa med sindigt Mod, Som du i mangen en Vaarstorm stod, Og splitte med Ordets Værge, Hvad der vil fælde og hærge. Bedagde Mester! o lær mig kun At bore Rod i den Klippe, Som giver den ene trofaste Grund, Og aldrigen ham at slippe; Og dernæst, som du med din Krones Top, Daglig at hige og stunde op Og drikke fraoven Saften, Lyset, Livet og Kraften!

«Den gamle Mester» kalte Jørgen Moe den gamle eika, som fremdeles står på prestegårdens mark i Krødsherad. Treet ble i 1914 besluttet vernet som naturminne.

I dette diktet er det tydelig at Moe ikke betrakter naturen som skjønnhet alene, men fokuserer på hvor sinnrikt og gjennomtekt det hele er tilordnet fra Skaperens hånd. Naturen er et Guds under og bærer av allmenngyldig kunnskap og sannhet. Den naturlige, Gudeskapte verden kan veilede og virke forbilledlig. Guds skaperverk i naturen synes altså vel egnet til å vekke ulike former for religiøs ettertenksomhet i hverdagen.

Den norske komponisten Gunnar Gjerstrøm (1891–1951) har satt melodi til diktet.